Når du har købt dit akvarie, kan du sikkert ikke vente med at fylde det med flotte fisk, men for at få den bedste start på dit undervandsparadis bør du slå koldt vand i blodet. Der er nemlig en række ting, du bør gøre, før du slipper fiskene fri.
Akvariet skal gøres indflytningsklart
Måske ville du ikke selv have noget imod at flytte ind i en halvtom lejlighed, hvor varmen endnu ikke er tændt, og malingen endnu ikke er tør – men det vil dine fisk. Det er derfor vigtigt, at du får indrettet det perfekte hjem til dem, inden de flytter ind.
Til det skal du bruge:
- Akvariegrus: Gruset skal skylles godt forinden, så du er sikker på, at det er rent. Derefter lægger du det i bunden af akvariet.
- Planter: Planter producerer ilt, hvilket er nødvendigt for dine fisk. Derudover er de med til at holde akvariet rent, og så er de ikke mindst smukke at se på. Her er det en god idé at begynde med hurtigvoksende stængelplanter. De optager nemlig hurtigt næringsstofferne i vandet, så de ikke går til at fodre algerne, som vi jo helst vil undgå. Før du sætter planterne i akvariet, bør du fylde vand i og vente et par dage.
- Vandplejemiddel: Vand, der kommer direkte fra hanen, er ikke altid sikkert for dine akvariefisk. I nogle lande kan det indeholde fx klor, kobber og zink, der er sikre for mennesker at drikke, men som er skadelige for dine fisk. Når du fylder vand i akvariet, bør du derfor tilsætte et godt vandforberedelsesmiddel som fx Tetra Aquasafe.
- Plantegødning: Ved at tilsætte en god plantegødning sikrer du en stærk og sund plantevækst. Det gør ikke kun, at dine planter holder længere, men det skinner også igennem i bladenes størrelse og farver.
Bakteriekultur: Et sundt vandmiljø kræver en god bakteriekultur. Ved at tilsætte fx AkvaStabil New Aqualife får du tilført sunde bakterier, der sætter gang i dit filter, så affaldsstofferne i akvariet nedbrydes effektivt.
Nitrittesten
Nu trækker det sikkert i dig for at slippe fiskene løs, men vi er ikke i mål endnu. En af de mest udbredte årsager til fiskedød i akvariet er nemlig nitritforgiftning. Nitrit kommer fra affaldsstoffer, der ikke er nedbrudt, og et højt nitritniveau vil stresse og måske endda dræbe dine fisk. Det svarer lidt til, at man heller ikke bør flytte ind i en nymalet lejlighed uden at sørge for, at malingens farlige dampe er blevet luftet ud forinden. Derfor anbefaler vi, at du venter 7-14 dage og derefter tester vandets nitritindhold.
Nogle dyrehandlere tilbyder at teste vandet for dig, hvis du medbringer en vandprøve, men du kan også selv købe et nitrittestsæt. Når testen viser, at nitritindholdet er i orden, kan fiskene endelig indtage deres nye hjem.
Er du tvivl om, hvilke fisk du skal vælge, så kan du læse mere om de bedste begynderfisk her.